Tankespind

Jeg har tænkt, hvorfor blev jeg så længe i Kristi Kirke København (Kirken). Det gik jo så skidt. Jeg blev jo flere år i Kirken, på trods af ubehag. Hvad var det, der fik mig til at blive, der. Jeg mener, at der i Kirken er et særegent tankespind, som de fleste i Kirken er viklet godt og grundigt fast i.

Den eneste sande Kirke.

I kirken tror man på, at der kun findes en sand kirke, nemlig Kristi Kirke. I Danmark hedder menigheden således Kristi Kirke København. For at blive frelst, kræves at man er medlem af netop denne kirke. Forlader man Kirken, er det det samme som at forlade Gud, det prædikes der jævnligt.

- Det er svært at forlade Kirken, da det svarer til at forlade Gud.

Tiden og fællesskabet.

Hele Kirken mødes 2 gange om ugen, søndag og en dag midt på ugen. Endnu en dag mødes man i sin tildelte gruppe. Jeg erindrer nogle at blive kritiseret for en manglende afhængighed af deres gruppe. Så forventes man, de andre dage at ringe til sin tildelte, personlige vejleder, kaldet discipler. Morgenen starter med minimum ½ times bøn og bibellæsning, denne seance kaldes stilletid. Dette er blot en slags "overlevelses-minimum". Faktisk bør man bruge langt mere tid på bøn og bibellæsning. - Dette bliver for de fleste til endnu et ømt punkt, som ledelsen prikker til efter forgodtbefindende.

Hertil kommer at man til lørdag aften som mandligt medlem(broder) inviterer en kvindeligt medlem(søster) ud på date, hvorefter man pænt følger søster hjem, men kun til døren. Til hverdag bruger man lige nogle minutter til gade-evangelisering.

Af og til, fx. en gang om måneden laver man en kampagne, hvor man fx. i en uge mødes hver morgen kl. 6 i en park for at bede sammen.

Ca. 25% af medlemmerne har et ledelses ansvar, som medfører yderligere tidskrævende aktiviteter.

At nogle par, endda ledende par har tid at passe deres små børn, forstår jeg slet ikke.

Således har man stort set ikke tid til venner udenfor Kirken og efter nogle år er disse udskifter med bekendtskaber i Kirken. Kirken bliver ens primære, sociale netværk.

- Det er svært at forlade Kirken, da Kirken udgør ens primære, sociale netværk.

Fornemmelsen.

Har man så på fornemmelsen, at der er noget galt med Kirken, for eksempel kunne man tvivle på, om den nu virkeligt er den eneste sande kirke. Denne fornemmelse eller intuition bliver spillet af banen af bibelvers som for eksempel:

“Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9). - Man trænes på forskellig vis i at se bort fra ens egen intuition for i stedet at læse sin bibel og "lytte til" og nærmest blindt stole på Kirken's ledere.

Det at stole blindt på ledere eller andre mennesker står der noget om i Jer 17.5, et vers som en leder i Kirken ved en lejlighed nærmest forsøgte at lede min opmærksomhed væk fra: "Dette siger Herren: Forbandet den mand, som stoler på mennesker og søger sin styrke hos dødelige, men hvis hjerte viger fra Herren." (Jer 17.5)

- Det er svært at forlade Kirken, idet man ikke længere tænker selvstændigt.

Forræderi.

Da medlemmerne til dels opfatter sin virken i Kirken som deltagelse i en slags åndeligt krig, opfattes de frafaldne tilmed af nogle som forrædere. Jeg har forrådt forræderskabet.

- Det er svært at forlade Kirken, da det er forræderi.

Helvede.

Allerede på vej ind i Kirken når man en interessant tankerække, som jeg kun lige vil skitsere kort her: Alle har syndet og er på vej til at komme i Helvedet, når de dør. - Den eneste mulighed for at komme i Himmelen, er at omvende sig fra sine synder og lade sig døbe. I princippet har alle medlemmer i Kirken omvendt sig og ladet sig døbe. Rækkefølgen er her: læse bibel og bede, idet der opnås eller oplæres en vis forståelse. Så omvendelse og til sidst dåb. I dåben får man tilgivelse for sine synder og Helligånden som gave.

I de sidste døgn inden dåben føler man sig på en måde udsat, idet man synes at vide, at man har syndet og endnu ikke er blevet tilgivet. Her er det, at denne interessante tanke dukker op: "Dør jeg inden dåben, kommer jeg jo ikke i Himmelen."

Tilmed lærer man og bliver vant til at ofre ens egne behov for Kirken og dennes idéer. Et ofte brugt bibelvers er: "Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede." (Matt 5,29)

Idet man er trænet til at ofre sig for Kirken, for blot at have en lille chance for at komme i Himmelen, synes det én endnu tydeligere at valget at forlade Kirken er noget af det værste, man overhovedet kan gøre. Her er et vers om den lille chance:

"Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!" (Matt 7.13-14)

- Det er svært at forlade Kirken, da det fører mod Helvede.

Konklusion.

Der er flere grunde til, at det er svært at forlade Kirken.