Der
findes en helt særegen smerte ved Kristi Kirke København
(KKK), en smerte der ligger langt ud over den smerte, man som et
mandligt medlem kan føle.
Det er en smerte, som jeg som mand kun i meget ringe grad kan fatte og beskrive. En særegen smerte, som kun en kvinde må kunne føle. Mænd kan jo få børn, også når de er kommet langt op i årene.
Jeg vil nu alligevel forsøge at beskrive denne smerte, da den er helt central for en del af KKK's medlemmer. Det er en slags ufrivillig 'gammeljomfru' smerte. Det er smerten af, at man som kvinde idet man længes efter at få mand og børn opgiver at få mand og børn. Blot for at opfylde menneskeregler udstedt af dette 'Guds Rige'. Dette skulle være en særlig hård smerte som kan knuse de fleste. Jeg ser ingen løsning for denne ulykkelige situation.
Det er sådan, at man som medlem af KKK ikke kan vælge sig en kæreste eller ægtefælle blandt andre end medlemmerne af KKK/ICOC. Faktisk er der flere begrænsninger. Medlemmet skal være anset og lydigt mod ledelsens menneskebud. Desuden skal man helst være på samme 'åndelige niveau'.
Omfanget vurderes efter samtale med eksmedlemmer af begge køn til at være: 1/6 af de kvindelige medlemmer må være smertende og yderlige 1/6 er på grænsen til at blive det. Hvordan denne statistik ser ud udenfor KKK, ved jeg ikke.
Statistikken bør i øvrigt sammenholdes med følgende:
Al sex udenfor ægteskab er forbudt og bekæmpes med alt fra irettesættelse hen over offentlig ydmygelse til udelukkelse fra fællesskabet. Hvis man efter udelukkelse fra fællesskabet alligevel dukker op, bliver man truet med politiet. I praksis kan kun de færreste skjule forbudt sex i længere tid.
Det at få ægtefælle og børn værdsættes meget højt i KKK. Ledere udvælges først blandt gifte par.
Man er som medlem meget fokuseret på at finde en ægtefælle. Således bruges de fleste lørdag aftener på dates, hvor man under passende forhold kan lære det andet køn at kende. Dog er frekvensen af disse dates dalet hen over årene, og da disse dates tidligere holdt håbet oppe hos de kvindelige medlemmer, tabes håbet. Snart vil blødningerne ophøre og så er det jo definitivt.
Når nu jeg har skrevet dette kommer jeg i tvivl, for denne smerte er så forfærdelig, at den måske slet ikke skulle beskrives. Den er en absolut skændsel for kristenheden. Det er den værste smerte, jeg nogensinde har beskrevet, og i disse sekunder går mit sind i krampe og vrider tårer af sig.
Mick
Paken 2004
