I
Kristi Kirke København er man formelt brødre og søstre,
således favoriserer man andre medlemmer af Kirken. Man kan jo
nærmest tage på ferie i udlandet, og så der finde
husly blandt udenlandske medlemmer. Alt dette synes umiddelbart
rigtigt godt.
Der er et problem af en tidsmæssig karakter. For de fleste forlader Kirken, det kan være efter nogle måneder eller nogle år, en del har forladt efter ca. 10 års medlemskab. Så flytter man over på den anden side af den sociale mur, der omkranser Kirken. Idet jeg forsøger at se et billede af denne mur for mig, ser jeg en gammel gusten borg, med vagter i tårnene.
Når så disse har forladt Kirken, befinder de sig på den anden side af den bevogtede mur. Her erindrer jeg en situation, hvor et medlem mødes med et x-medlem, endda et x-medlem, som er blevet bortkastet. En af vagterne opdager mødet og videregiver oplysningerne til Kirkens leder. Ved en senere lejlighed benyttes oplysninger om mødet til at miskreditere medlemmet. De bliver brugt til at retfærdiggøre mistillid til medlemmet. - Denne mistillid i sig selv er en god begyndelse til udelukkelse af medlemmet, som nu jo ikke længere er rigtigt inde i varmen, men presses. Det er et benhårdt pres, for du har jo egentligt ikke rigtigt nogen venner udenfor muren, de er allesammen indenfor, men er altså for de flestes vedkommende holdt op med at stole på dig. Du befinder dig således i en Kirke, for stort set hvem som helst, når som helst kan blive miskrediteret, bortvist, eller selv stikke af fra lænkerne. Når som helst kan du altså miste dine venner i Kirken. Således vil du komme til at savne venner, du kan forblive venner med hen over årene.
Jeg mistede de fleste af mine venner indenfor en særligt turbulent periode på få måneder. En periode som jeg ofte har hørt refereret til som "Stalin Tiden", det er en periode, hvor især kritik er blevet slået særligt hårdt ned! Da kunne jeg pludseligt ikke vide, hvor jeg skulle gå hen!
Sidenhen er der udenfor muren opstået et indforstået fællesskab, et frit fællesskab. Her er plads til kritik, der plads til at prøve at gøre tingene på sin egen måde. Der er plads til fri udfoldelse. Og sjovt nok er der i dette fællesskab langt bedre venskaber, venskaber der ikke forgår blot hvis man vil prøve noget nyt, eller kommer til at sige en leder imod.
Mick Paken juni 2003
